søndag den 11. juli 2010

Lær katten at få børstet tænder

Mange katteejere oplever det som en daglig kamp at lære katten at få børstet tænder, og det er de kede af, da de ikke bryder sig om at tvinge deres kat til at få børstet tænder. Hovedårsagen til problemerne er, at katten som oftest ikke fra killing er vænnet til tandbørstning, da de fleste tandproblemer først opstår senere i kattens liv, og ejeren bør derfor være forberedt på, at det tager tid at lære en voksen kat tandbørstning.

Jeg anvender altid en klikker i den tidlige indlæringsfase. Klikkeren er en markør, der præcist markerer en ønsket adfærd, når et dyr skal lære nye ting. Husk: et klik efterfølges altid af en godbid. Klik aldrig flere gange og klik aldrig uden at give katten mad lige bagefter hvert klik. Læs mere om klikkertræning på www.bricksite.com/nemo



Før du starter selve tandbørste-træningen, bør du indlære (betinge) kliklyden, så katten forbinder den lyd med noget rart (godbidder). Det gør du ved at gentage proceduren klik og godbid flere gange i træk. Du vil på et tidspunkt opleve, at katten viser tegn på at forvente en godbid, når den hører kliklyden. Dette er signal til dig om, at indlæringen af kliklyden har fundet sted, og du kan nu begynde den egentlige træning af tandbørstningen.

I stedet for mad kan du naturligvis anvende andre belønninger (positive forstærkere), men i netop denne øvelse er mad en fordel, da mæthed og fordøjelse skaber ro, og ro er en klar fordel i en øvelse, hvor katten skal ligge/sidde stille. Samtidig skaber mæthed en følelse af tilfredshed i dyret, som katten forbinder med tandbørstningen.

Før du går i gang med katten, bør du sætte nogle kriterier for træningens forløb. Del adfærden at få børstet tænder op i en række delmomenter som herunder, og klik og beløn gentagende gange på hvert trin. Øg gradvis kravene for, hvilken adfærd, der udløser klik og godbid. Dette kaldes shaping (formning) - det vil sige at forme en ønsket adfærd frem ved trinvis at nærme sig det endelige mål.

Husk at der er forskelle på katte – nogle lærer hurtigere eller langsommere end andre. Din kat kan derfor ikke nødvendigvis følge det generelle træningsprogram, som jeg bringer her, til punkt og prikke.

1) Start med at tage tandbørsten frem i situationer, hvor du ikke skal børste tænder, men blot gør andre dagligdagsting, som katten er tryg og glad ved. Klik og beløn katten med godbidder for nogle simple øvelser, som du har lært katten først uden at tandbørsten er til stede. Det kan være sit, high five eller andre øvelser, som katten allerede kender. Lad tandbørsten ligge synligt fremme imens. Ved at træne øvelser, som katten allerede kender, vil du opleve, at katten finder tryghed i det velkendte. I denne proces ignorerer du tandbørsten. Den er der bare. Vi lever med tandbørsten, kalder jeg det. Tag også tandbørsten frem, når du fodrer katten. Læg børsten ved siden af kattens madskål. På denne måde vænner katten sig til synet af tandbørsten, før den skal have den i munden, og da katten samtidig oplever behag ved at spise god mad og træne velkendte øvelser, som er belønnet (forstærket positivt), vil den begynde at forbinde synet af tandbørsten med noget behageligt.



I det følgende kan det være en hjælp at få en anden til at klikke for dig, hvis du ikke er trænet i at bruge klikkeren samtidig med, at du gør andre ting. I netop denne øvelse kan det også være rart at have begge hænder fri. Hav dine godbidder stående på et bord ved siden af dig, så du nemt kan nå dem.
2) Lær katten at berøre tandbørsten med snuden => klik og godbid.
3) Øg gradvis tiden, hvor katten berører tandbørsten med snude eller mund => klik og godbid.
4)Væn trinvist katten til, at du rører ved dens mund med dine hænder.

Berør => klik og godbid

5) Berør lidt mere => klik og godbid
6) Løft en af kattens læber => klik og godbid
7)Løft og hold læben løftet i gradvis længere tid => klik og godbid.



I det efterfølgende fjerner du tandbørsten fra kattens mund mellem hvert trin.

8) Før tandbørsten ind i munden på katten => klik og godbid
9) Lad børsten røre kattens tænder => klik og godbid.
10)Lad børsten berøre kattens tænder lidt mere => klik og godbid
11)Bevæg tandbørst på tænder => klik og godbid.


På denne måde øger du trinvis kravene for, hvilken adfærd, der udløser klik og godbid. Hver gang katten gør det, som du ønsker, så klik i det øjeblik, at den gør det og giv en godbid straks bagefter. Gentag hvert af disse kriterier, så længe det er nødvendigt – det vil sige, indtil katten udviser adfærden stabilt.
Beløn alle små fremskridt - ignorer tilbageskridt . Hvis katten ikke gør fremskridt, så sætter DU dine kriterier for højt - gå et trin tilbage og forsøg igen. Husk katten kender ikke målet – det er kun dig, der gør det. Det er derfor dit ansvar at gøre oplevelsen behagelig for katten. Læs eventuelt artiklen "Hvad kendetegner en god træner?" her på siden.

Husk at lægge pauser ind og stop altid, imens legen er god. Pres ikke katten, men træn i kort tid af gangen, men gerne flere gange dagligt. Dyr lærer også i pauserne, og ofte vil du opleve, at katten lader til at lære hurtigere efter en pause.


Med disse ting i tankerne, kan vi nu fortsætte træningen:

12) Put tandpasta på en finger - lad katten snuse til det => klik og godbid
13) Put tandpasta på tandbørsten og gentag hele proceduren fra 8) til 11) med tandpasta på børsten.

Når adfærden er færdigindlært, behøver du ikke længere klikke for at markere den ønskede adfærd. Men jeg ville fortsætte med at belønne katten for dens store tålmod og samarbejdsvilje ved afslutningen af hver tandbørstning.




Du lærer næppe din kat tandbørstning på en dag eller to. Der findes ingen lette genveje, når dyr skal lære nye ting. Vejen frem er træning – i hvert tilfælde, hvis du ønsker en stabil adfærd, som ikke er en daglig kamp. Disse kampe risikerer at ødelægge din kats tillid til dig, da den kan opfatte dine forsøg på at børste dens tænder som et overgreb.

Tiden, som du bruger på at træne disse ting i stedet for at tvinge katten til det, er derfor givet godt ud. Både for katten og for dig som dens ejer. Ved at bruge lidt tid på at træne tandbørstning, kan du gå til og fra arbejdet med en rar fornemmelse i maven.

Rigtig god fornøjelse!

Ingen kommentarer: