mandag den 23. august 2010

Klik dig til en kreativ kat

Et af de absolutte grundbegreber i klikkertræning er frishaping (friforming) af kattens adfærd. I proceduren er træner passiv og tavs (bortset fra klik og belønning), mens dyret er aktiv og tilbydende/i bevægelse. Du sørger for at holde øjnene åbne og klikke ofte for selv små bevægelser, resten af arbejdet er kattens.

Ved at arbejde med metoden får du adfærd frem, som du ikke ville kunne lokke frem, katten bliver en aktiv elev i dens egen læringsprocess - dvs. indlæringen går hurtigere og huskes bedre bagefter - og både ejer og kat oplever en høj succesrate og deraf mange belønninger, hvilket er en klar fordel med katte. Da en kat ikke kan tvinges til noget som helst (i hvert tilfælde ikke over tid), er frishaping med andre ord som skabt til kattetræning.

I frishaping er målet for en træningssession ikke altid at arbejde hen imod en bestemt færdig øvelse. Det kan det være, men den del kommer jeg ind på i en anden artikel. Lige nu har du nemlig valgt at klikke din kat for kreativitet.

Det betyder, at du vil lære katten, at den via dens egen adfærd har indflydelse på omgivelsernes reaktion (se eventuelt artiklen om klikkertræning og selvværd): "Hvis jeg gør sådan, så klikker hun/han og giver mig noget rart (godbid/anden belønning/forstærker)". Belønningen for at prøve, får katten til at prøve at vise endnu mere adfærd - husk positiv forstærkning øger hyppigheden eller intensiteten af en given adfærd - og for hver gang, du belønner kattens bevægelser med klik og godbid, vil intensiteten i at prøve sig frem og være kreativ stige.

Og en kat, der bevæger sig og prøver til, er nemmere at arbejde med, end en, der sidder helt stille foran dig og venter. Uden bevægelser er der intet at klikke for, og da klikkertræning bygger på et frivillighedsprincip, så skal katten lære, at det betaler sig at bevæge sig på forskellig vis = at være kreativ.




I frishaping af kreativitet har du godbidderne inden for rækkevidde og din klikker i den ene hånd. Luk katten ind i rummet og klik den for - ja for alle mulige bevægelser - store og små. Husk at klikke ofte og belønne efter hvert klik. Hvis du venter for længe, så går katten sin vej.

Frishaping på kreativitet er især svært for ejeren at lære. Vi mennesker vil så gerne arbejde hen mod et allerede fastsat mål, men for katten gør det ingen forskel. Den kender ikke målet alligevel, uanset hvilken ny indlæring du starter. Begrebet "Sit" betyder fx intet for din kat, før den har lært, hvad det betyder. Når du træner kreativitet skal du derfor forsøge at se "det at lære at være kreativ" som et mål i sig selv.
Senere kan flere dele af den adfærd katten viser sagtens munde ud i færdige øvelser, men ikke nu. Lige nu skal du bare klikke for kreativiteten selv.

En hjælp til at komme i gang er at tage en papkasse ind i rummet og stille den på gulvet. Klik katten for alle bevægelser, der har med papkassen af gøre. At se på den, at snuse til den, at berøre den med snude, pote, at gå op i den, at hoppe ud af den, at ligge i den, at gå hen over den, at springe over den, at stå i den, at sidde i den... Du har sikkert fanget idéen. Når du på denne måde har lært at se, hvilke ting du kan klikke for, så kan du fjerne papkassen og klikke katten for alt, den gør uden, at papkassen er der. Nogle gange er det i starten bare at blinke med et øje. Andre katte fanger hurtigere idéen og begynder at hoppe og springe rundt for at få dig til at klikke og give godbidder.



Undlad at klikke og give godbidder for den samme adfærd mere end to til tre gange i træk. Hvis katten tilbyder adfærden igen, så er det et tegn til dig om, at katten har forstået pointen og begynder at tilbyde samme adfærd igen (fordi den gav belønning lige før), men da du ønsker kreativitet og variation, så vent blot lidt - og så snart katten gør noget andet - hvad som helst - så klik og giv den en belønning.

Husk kun at klikke for ønsket adfærd. Udviser katten uønsket adfærd, så undlad at klikke, vente og klik når katten gør noget ønsket igen. Forhold dig tavs.

Mine katte er fx frishapet til at kradse i min sofa. Ikke alle ejere ønsker denne adfærd - så hvis din kat prøver det, og du ikke vil have den gør det igen, så lader du bare være med at klikke, før katten stopper af sig selv. Til gengæld klikker du så i det, katten ikke udviser adfærden mere - for nu gør den jo noget andet - og dermed ønsket. (I en senere artikel vil jeg fortælle mere om, hvordan du kan bruge klikkertræning til at komme en lang række adfærdsproblemer til livs ved aktivt at lære katten en alternativ adfærd).

Når jeg starter en træning i ren kreativitet/variation, så siger jeg altid "Hvad kan du finde på?" i lys tonelejde og stiller mig med begge hænder bag ryggen og det ene ben sådan lidt nonchalant ud til siden. For katten er dette et signal om, at nu må du gerne begynde at prøve til. Grunden til, at jeg står sådan er, at så henslængst står jeg aldrig normalt, når vi træner andre øvelser som fx "plads" og "fri ved fod". Katten lærer derfor at skelne denne situation fra de andre, hvor jeg jo ikke ønsker, at katten pludselig rejser sig fra plads og begynder at springe rundt i kreativitetens navn.
Når du de første par gange siger dette til katten, så kender den naturligvis endnu ikke betydningen, men hvis du griber det korrekt an, så vil du hurtigt se, hvor glad din kat bliver, når du siger disse ord

Afslut altid sessionen med ordet "Fri". På sigt vil din kat lære at forstå betydningen af dette signal - nemlig "Gør hvad du vil - vi to træner ikke længere lige nu, så spar dig dine tilbyd og gem din kreativitet til næste gange jeg siger til."

Bliv ikke overrasket når din kat vælter om af træthed efter, at du har frishapet kreativitet i blot kort tid. For os virker denne øvelse nem og simpel, katten skal jo ikke gøre noget specielt for at få klik, men sandheden er jo netop, at katten netop gør en hel masse i denne proces.

Den tænker selv. Den former sin virkelighed. Den får svar fra dig. I kommunikerer (måske for alvor for første gang?). Dens eminente rovdyrshjerne arbejder på højtryk - noget som visse indekattes hjerner måske ikke har gjort i årevis. Du er med andre ord ved at lære din kat at lære.

Og det kræver energi. Træn derfor altid kun kreativitet i korte sessioner og stop, mens legen er god. Men træn det gerne tit.



Katte elsker at være kreative og legende sammen med dig. Og det er netop, hvad frishaping på kreativitet giver mulighed for. Samtidig er det en supergod og nem måde at aktivere sine indekatte.

Gå ud leg nu - og fortæl mig hvordan det går. Har du problemer, så spørg mig. Husk alle spørgsmål er velkommen.

Kontakt - grundlaget for al videre træning

Det er egentlig ret logisk. Kan du ikke få kontakt til din kat, så kan du ikke træne katten. Alligevel er dette et område, som katteejeren ofte helt glemmer at træne, mens trænere, der arbejder med hunde, altid er yderst fokuserede på at lære hunden at tage kontakt af sig selv.

Kontakt er fundamentet i al træning af dyr - også kattetræning. Når du begynder at træne din kat, bør du derfor i hvert session starte med nogle kontaktøvelser, som gradvis kan varieres eller skiftes ud med nye. To til tre klik for kontakt er med til at lægge bunden for en god videre træningssession med katten den dag.

Jeg vil her foreslå nogle simple kontaktøvelser, men der findes flere. Kig lidt mod hundeverdenen og lad dig endelig inspirerer af klikkertrænerne der. At der står hund er ingen hindring for at overføre dele af eller hele øvelsen til din kats træning.




1)Spontan kontakt:
Stil dig med klikkeren parat i hånden og godbidder i en taske ved hoften eller på bordet ved siden af dig, så du let kan nå dem. Luk katten ind i rummet, vent og klik og giv katten godbid hver gang katten ser dig i øjnene.

For nogle katte kan denne øvelse tage tid. At kigge ind i øjnene er en truende position hos rovdyr. Husk at sætte dine krav lavt, klik katten for selv små tilnærmelser til at se dig i øjnene - måske i starten blot for i et splitsekund at kigge op - og beløn alle forsøg på at udvise adfærden.

Lav eventuelt små velkendte øvelser ind imellem i starten, så katten ikke går sin vej, fordi der ingen belønninger kommer.

Øg gradvis tiden, hvor din kat skal se dig ind i øjnene, ved at vente lidt før du klikker og belønner for kontakten.

Senere kan du gå uden for og gentage øvelsen der i et nyt miljø.

2)Katte-zen
Igen har du klikkeren i hånden, og godbidder parat ved siden af. Luk katten ind i rummet. Tag en godbid i den ene hånd, vis katten den og før hånden væk og ud til den ene side - i starten kun lidt ud fra din krop for ikke at stille for store krav - i det sekund katten vælger godbidden fra og i stedet ser dig ind i øjnene, klikker du en gang og giver katten en godbid.

Gentag og øg gradvis sværhedsgraden ved at føre hånden længere og længere ud fra kroppen. Katte har normalt lettere ved at lære denne øvelse end mange hunde, da katte ofte ikke er så fokuserede på ejers hånd med godbidder i, som hunde kan være.

På sigt kan du stå med begge arme ud til hver side i skulderhøjde, og lade katten vælge at se på dig. Herefter kan du gradvis øge tiden for øjenkontakt og skifte miljø, hvis du synes det.

3)Tjek ind
Igen har du klikker og godbidder klar - klikker i hånden - og lukker katten ind i rummet.

Klik katten for at tage øjenkontakt til dig som i øvelse 1), men kast nu godbidden væk i stedet for at give den direkte til katten foran dig. Dette får katten til at vende sig bort fra dig, og måske endda løbe efter godbidden. Når katten har spist godbidden, vil den ofte vende sig og i det den ser på dig igen - tjekker ind ved ejeren - så klikker du og kaster en ny godbid.

Med tiden kan du kaste godbidderne længere og længere væk samt skifte miljø for at øge sværhedsgraden for katten.




Nogle katte tager ikke straks øjenkontakt. Du risikerer derfor at skulle vente i meget lang tid, før du kan klikke og belønne din kat for kontakt. Da katte, som ikke modtager løn for deres arbejde, ofte vælger at gå sin vej, dur det ikke bare at vente og vente. Du må som træner aktivt ind og vejlede katten lidt i starten.
Før fx en hånd op til dit ansigt - de fleste katte vil kigge op for at se, hvad du laver - skynd dig at klikke for den bevægelse og give katten en godbid. Røm dig lidt, så kigger katten nok - klik og giv godbid. Alle kneb gælder, når du i starten skal have katten til at forstå, hvad du forventer. Men brug kun disse kneb få gange - vent så og se om katten ikke af sig selv tilbyder kontakten.

Hvis du bruger disse hjælpemidler for længe, så bliver de en del af den adfærd, du lærer katten.

Det kan være en fordel at have katten på et bord eller oppe i højden, når du skal lære den at tage kontakt til dig. Senere kan du flytte træningen af kontaktøvelserne til gulvet.

God arbejdslyst!

torsdag den 12. august 2010

Klikkertræning giver bedre selvværd

Ejere, der klikkertræner deres kat, oplever ofte, at kattens selvværd øges. Dette er en af grundene til, at klikkertræning er en god metode til at gøre usikre katte mere sikre, og løse problemer mellem to katte i en gruppe, hvor den ene eller begge er usikre.

Samtidig vil katten blive mere opsøgende over for mennesker i dagligdagen.



Årsagerne er flere. De skal findes i nogle af klikkertræningens grundprincipper. Katten lærer nemlig ikke kun de øvelser, som du vælger til den. Den lærer også, at det kan betale sig at opsøge dig og være sammen med dig, for det får den belønninger for under træningen. Da katte ikke som os skelner mellem en træningssesion og daglig samvær, vil katten derfor opsøge ejeren mere og mere. Årsagen er, at du har forstærket katten positivt - belønnet den - for at tilbringe tid med dig samtidig med, at du har belønnet den for at udføre en anden adfærd - som fx sit eller dæk.

Når du klikkertræner en kat, finder der derfor mere end en indlæringsproces sted samtidig. Den, som du kan se, og en indre, som handler om kattens følelsesliv. Da træningen er baseret på positive tvangsfrie metoder, vil katten forbinde samvær med dig som noget rart. Også, når I ikke træner.

Samtidig klikkertræning baseret på et princip om frivillighed. Katten bestemmer selv farten. Den finder ud af, at den ved at gøre bestemte ting, kan påvirke det, der sker omkring den - og det øger selvværdet. Med andre ord - katten lærer også, at dens adfærd har betydning. Hvis den sitter på signal, så udløser det et klik og en godbid, hvis den ikke sætter sig, så sker der ingenting.

Den finder ud af, at den selv ved at gøre visse ting, kan udløse noget behageligt fra omgivelserne - i dette tilfælde dig.

Dette giver katten en følelse af kontrol over sine omgivelser, og igen øger det selvværdet.



Samtidig med at du træner katten, så øger du også dit eget selvværd. Hver gang du klikker katten, så er det en lille sejr for dig som træner. Tænk sig - du kan træne en kat. Det dyr, som alle siger, at ingen kan træne til noget som helst, men du har lige gjort det!

Klikkertræning af katte burde derfor være en fast bestanddel af al skoleundrvisning for børn og behandlingen af usikre og utilpassede unge, som har behov for denne succesoplevelse.

Du skal ikke undervurdere klikkertræningens effekter på hverken dig eller din kat. Den gode nyhed er, at det er ikke nogen kunst - alle kan lære det. Det eneste det kræver er, at du øver dig.

Tro på det, øv dig - så er du allerede halvvejs mod succes. Der er altid noget du kan klikke og belønne din kat for. Stil ikke for høje krav i starten, men klik og beløn ofte.

Så øger du både kattens og din forståelse af principperne, bliver dygtigere og styrker selvværdet hos både din kat og dig.



Jeg lover sjældent noget,når det gælder katte, men en ting vil jeg dog gerne love dig:

DU KAN OGSÅ TRÆNE KATTE.

Det er ikke et talent forbeholdt de få.

Jeg har aldrig mødt en kat - indekat, udekat, racekat, blandingskat, huskat - der ikke kunne lære at elske klikkertræning. Og jeg har aldrig arbejdet med en ejer, der ikke kunne lære at træne katte.

Det handler bare om at gå i gang. Og støder du ind i problemer undervejs, så spørg mig.

Det er det, jeg er her for. Der findes ingen dumme spørgsmål.

Hvad vil din kat arbejde for?

Katte ligner mennesker meget på et punkt - de arbejder sjældent gratis. Selv om det er muligt på sigt at lære en kat at vise de øvelser, som den har lært via klikkertræningen uden at få en godbid bagefter, så er det min holdning, at der ikke rigtig er nogen god grund til ikke at belønne katten for veludført arbejde.

Naturligvis kan du tilpasse mængden løbende, belønne varieret efterhånden som katten lærer en given øvelse, og naturligvis kan man ved katte overføre den positive værdi af træning indlært ved hjælp af positive metoder til selve det at udføre øvelsen, men jeg giver stadig mine katte godbidder, leg og kontakt efter veludførte øvelser og forsøg.

Især i den tidlige indlæringsfase af en øvelse, eller når katten skal lære principperne for klikkertræning at kende, er det vigtigt, at den løn katten får er af en sådan værdi for katten at den oplever at det kan betale sig.

Ganske kort: Hvis du kan finde den ting, der motiverer din kat til at arbejde, så er der ingen grænser for, hvad katten kan lære - blot det ligger inden for hvad arten fysisk formår.

Faktisk er det sværeste ved at træne katte at finde ud af, hvad den enkelte kat vil arbejde for.



En belønning kaldes en primær forstærker i fagsproget. Årsagen til, at den er primær er, at den ikke første skal indlæres som fx kliklyden skal, når du betinger denne (se artikel om at indlære kliklyden). Det at spise en reje skal de færreste katte lære først.

At der er tale om en forstærker viser sig ved, at katten efter at have fået rejen, forsøger at vise adfærden, som blev belønnet igen, eller dele deraf igen. En forstærker øger hyppigheden af en adfærd hos katten.

Forstærkere er variable. Det er forskelligt fra kat til kat, hvad der motiverer den enkelte kat, og er katten ikke sulten, syg eller stresset, så vil den ofte ikke spise, og så er det at tilbyde den mad som belønning ikke længere en forstærker. Det betyder, at forstærkere kan ændre sig alt efter individ, tid på døgnet, situation og tillærte erfaringer. Hvis en kat fx elsker rejer, men en dag får stød over næsen fra din finger, i det sekund du giver katten rejen, så er der risiko for, at den fårlige oplevelse får katten til fremover at forbinde en reje med noget ubehageligt i stedet for noget rart.

Dette betyder også, at det er katten selv, der bestemmer, hvad den vil arbejde for. Hvad du som træner mener om den sag er irrelevant. Du er derfor nødt til at prøve dig frem og finde ud af, hvad der virker forstærkende for netop din enkelte kat. Og husk at have flere forstærkere. Pludselig en dag er katten måske blevet træt af rejer, og så er det godt at kunne skifte til en anden slags godbid.

Jeg bruger mange forskellige forstærkere i træningen af katte. Her er nogle af dem: rejer, tun, pålæg, ost, godbidder (bløde), killingefoder (tørt), vådmad på en ske, kæl, legetøj og ros med stemmen. De sidste 3 er sværere at bruge, og ikke alle katte vil arbejde for dem. Efterhånden som din kat lære en øvelse og bliver fortrolig med klikkertræningens princpper, kan du dog forsøge dig med disse ind imellem godbidderne.

Hvis du er bange for at katten tager på i vægt, så fjern en ration af kattens mad svarende til den mængde godbidder, du anvender. Jeg har dog aldrig set det ske. Når jeg siger SMÅ godbidder, så mener jeg nemlig virkelig små stykker. Så små, at de med lethed kan ligge på din fingerspids. Samtidig bliver katte hurtigt mætte. Det er derfor sjældent, at du risikere at overfodre katten med disse ting. Dette er også årsagen til, at jeg bruger godbidder, der normalt ikke regnes for sunde for katte. Tun i store mængder er fx usundt, men to til tre små bitte stykker tun, sker der ingen skade ved.

Her er et foto af nogle bløde stænger, som mine katte elsker. Jeg køber dem i Lidl, klipper den i små stykker og brækker dem igen over i endnu mindre stykker som vist på fotoet. For hver session får hver kat mellem 5 til 15 af disse små stykker, og ingen af mine katte er overvægtige eller syge.

Skulle de leve af den slags mad her alene, så var det naturligvis en anden sag.



Når du skal finde din kats ynglings-løn, så læg en række forskellige godbidder ud i små skåle. Sid klar med papir og kuglepen og skriv navnet på godbidderne ned. Luk katten ind - og giv hver type mad et nummer alt efter hvilken rækkefølge din kat spiser det i. Nu har du en god liste over, hvad netop denne ene kat foretrækker. Har du flere katte vil du opleve, at der sagtens kan være forskelle.

Med tiden vil du ofte opleve, at når din kat først forstår princippet for klikkertræning - at dens egen adfærd har betydning samt at det er en rar aktivitet - så vil den ofte begynde at tage andre/flere godbidder og enda arbejde for kæl, ros eller legetøj.

Det er som om at der simpelthen går hul på bylden, og alene det at træne er forbundet med så mange positive oplevelser, at katten går på en art kompromis med, hvad du belønner med. Dette gælder dog ikke alle katte, og du skal huske, at hvis du ikke får mere af den ønskede adfærd frem i træningen, så er katten hverken dum, stædig eller ikke i stand til at træne. Så er det fordi det du giver den som løn ikke er en forstærker i kattens øjne - og så må du som træner finde noget bedre.