Det er egentlig ret logisk. Kan du ikke få kontakt til din kat, så kan du ikke træne katten. Alligevel er dette et område, som katteejeren ofte helt glemmer at træne, mens trænere, der arbejder med hunde, altid er yderst fokuserede på at lære hunden at tage kontakt af sig selv.
Kontakt er fundamentet i al træning af dyr - også kattetræning. Når du begynder at træne din kat, bør du derfor i hvert session starte med nogle kontaktøvelser, som gradvis kan varieres eller skiftes ud med nye. To til tre klik for kontakt er med til at lægge bunden for en god videre træningssession med katten den dag.
Jeg vil her foreslå nogle simple kontaktøvelser, men der findes flere. Kig lidt mod hundeverdenen og lad dig endelig inspirerer af klikkertrænerne der. At der står hund er ingen hindring for at overføre dele af eller hele øvelsen til din kats træning.
1)Spontan kontakt:
Stil dig med klikkeren parat i hånden og godbidder i en taske ved hoften eller på bordet ved siden af dig, så du let kan nå dem. Luk katten ind i rummet, vent og klik og giv katten godbid hver gang katten ser dig i øjnene.
For nogle katte kan denne øvelse tage tid. At kigge ind i øjnene er en truende position hos rovdyr. Husk at sætte dine krav lavt, klik katten for selv små tilnærmelser til at se dig i øjnene - måske i starten blot for i et splitsekund at kigge op - og beløn alle forsøg på at udvise adfærden.
Lav eventuelt små velkendte øvelser ind imellem i starten, så katten ikke går sin vej, fordi der ingen belønninger kommer.
Øg gradvis tiden, hvor din kat skal se dig ind i øjnene, ved at vente lidt før du klikker og belønner for kontakten.
Senere kan du gå uden for og gentage øvelsen der i et nyt miljø.
2)Katte-zen
Igen har du klikkeren i hånden, og godbidder parat ved siden af. Luk katten ind i rummet. Tag en godbid i den ene hånd, vis katten den og før hånden væk og ud til den ene side - i starten kun lidt ud fra din krop for ikke at stille for store krav - i det sekund katten vælger godbidden fra og i stedet ser dig ind i øjnene, klikker du en gang og giver katten en godbid.
Gentag og øg gradvis sværhedsgraden ved at føre hånden længere og længere ud fra kroppen. Katte har normalt lettere ved at lære denne øvelse end mange hunde, da katte ofte ikke er så fokuserede på ejers hånd med godbidder i, som hunde kan være.
På sigt kan du stå med begge arme ud til hver side i skulderhøjde, og lade katten vælge at se på dig. Herefter kan du gradvis øge tiden for øjenkontakt og skifte miljø, hvis du synes det.
3)Tjek ind
Igen har du klikker og godbidder klar - klikker i hånden - og lukker katten ind i rummet.
Klik katten for at tage øjenkontakt til dig som i øvelse 1), men kast nu godbidden væk i stedet for at give den direkte til katten foran dig. Dette får katten til at vende sig bort fra dig, og måske endda løbe efter godbidden. Når katten har spist godbidden, vil den ofte vende sig og i det den ser på dig igen - tjekker ind ved ejeren - så klikker du og kaster en ny godbid.
Med tiden kan du kaste godbidderne længere og længere væk samt skifte miljø for at øge sværhedsgraden for katten.
Nogle katte tager ikke straks øjenkontakt. Du risikerer derfor at skulle vente i meget lang tid, før du kan klikke og belønne din kat for kontakt. Da katte, som ikke modtager løn for deres arbejde, ofte vælger at gå sin vej, dur det ikke bare at vente og vente. Du må som træner aktivt ind og vejlede katten lidt i starten.
Før fx en hånd op til dit ansigt - de fleste katte vil kigge op for at se, hvad du laver - skynd dig at klikke for den bevægelse og give katten en godbid. Røm dig lidt, så kigger katten nok - klik og giv godbid. Alle kneb gælder, når du i starten skal have katten til at forstå, hvad du forventer. Men brug kun disse kneb få gange - vent så og se om katten ikke af sig selv tilbyder kontakten.
Hvis du bruger disse hjælpemidler for længe, så bliver de en del af den adfærd, du lærer katten.
Det kan være en fordel at have katten på et bord eller oppe i højden, når du skal lære den at tage kontakt til dig. Senere kan du flytte træningen af kontaktøvelserne til gulvet.
God arbejdslyst!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar