torsdag den 12. august 2010

Hvad vil din kat arbejde for?

Katte ligner mennesker meget på et punkt - de arbejder sjældent gratis. Selv om det er muligt på sigt at lære en kat at vise de øvelser, som den har lært via klikkertræningen uden at få en godbid bagefter, så er det min holdning, at der ikke rigtig er nogen god grund til ikke at belønne katten for veludført arbejde.

Naturligvis kan du tilpasse mængden løbende, belønne varieret efterhånden som katten lærer en given øvelse, og naturligvis kan man ved katte overføre den positive værdi af træning indlært ved hjælp af positive metoder til selve det at udføre øvelsen, men jeg giver stadig mine katte godbidder, leg og kontakt efter veludførte øvelser og forsøg.

Især i den tidlige indlæringsfase af en øvelse, eller når katten skal lære principperne for klikkertræning at kende, er det vigtigt, at den løn katten får er af en sådan værdi for katten at den oplever at det kan betale sig.

Ganske kort: Hvis du kan finde den ting, der motiverer din kat til at arbejde, så er der ingen grænser for, hvad katten kan lære - blot det ligger inden for hvad arten fysisk formår.

Faktisk er det sværeste ved at træne katte at finde ud af, hvad den enkelte kat vil arbejde for.



En belønning kaldes en primær forstærker i fagsproget. Årsagen til, at den er primær er, at den ikke første skal indlæres som fx kliklyden skal, når du betinger denne (se artikel om at indlære kliklyden). Det at spise en reje skal de færreste katte lære først.

At der er tale om en forstærker viser sig ved, at katten efter at have fået rejen, forsøger at vise adfærden, som blev belønnet igen, eller dele deraf igen. En forstærker øger hyppigheden af en adfærd hos katten.

Forstærkere er variable. Det er forskelligt fra kat til kat, hvad der motiverer den enkelte kat, og er katten ikke sulten, syg eller stresset, så vil den ofte ikke spise, og så er det at tilbyde den mad som belønning ikke længere en forstærker. Det betyder, at forstærkere kan ændre sig alt efter individ, tid på døgnet, situation og tillærte erfaringer. Hvis en kat fx elsker rejer, men en dag får stød over næsen fra din finger, i det sekund du giver katten rejen, så er der risiko for, at den fårlige oplevelse får katten til fremover at forbinde en reje med noget ubehageligt i stedet for noget rart.

Dette betyder også, at det er katten selv, der bestemmer, hvad den vil arbejde for. Hvad du som træner mener om den sag er irrelevant. Du er derfor nødt til at prøve dig frem og finde ud af, hvad der virker forstærkende for netop din enkelte kat. Og husk at have flere forstærkere. Pludselig en dag er katten måske blevet træt af rejer, og så er det godt at kunne skifte til en anden slags godbid.

Jeg bruger mange forskellige forstærkere i træningen af katte. Her er nogle af dem: rejer, tun, pålæg, ost, godbidder (bløde), killingefoder (tørt), vådmad på en ske, kæl, legetøj og ros med stemmen. De sidste 3 er sværere at bruge, og ikke alle katte vil arbejde for dem. Efterhånden som din kat lære en øvelse og bliver fortrolig med klikkertræningens princpper, kan du dog forsøge dig med disse ind imellem godbidderne.

Hvis du er bange for at katten tager på i vægt, så fjern en ration af kattens mad svarende til den mængde godbidder, du anvender. Jeg har dog aldrig set det ske. Når jeg siger SMÅ godbidder, så mener jeg nemlig virkelig små stykker. Så små, at de med lethed kan ligge på din fingerspids. Samtidig bliver katte hurtigt mætte. Det er derfor sjældent, at du risikere at overfodre katten med disse ting. Dette er også årsagen til, at jeg bruger godbidder, der normalt ikke regnes for sunde for katte. Tun i store mængder er fx usundt, men to til tre små bitte stykker tun, sker der ingen skade ved.

Her er et foto af nogle bløde stænger, som mine katte elsker. Jeg køber dem i Lidl, klipper den i små stykker og brækker dem igen over i endnu mindre stykker som vist på fotoet. For hver session får hver kat mellem 5 til 15 af disse små stykker, og ingen af mine katte er overvægtige eller syge.

Skulle de leve af den slags mad her alene, så var det naturligvis en anden sag.



Når du skal finde din kats ynglings-løn, så læg en række forskellige godbidder ud i små skåle. Sid klar med papir og kuglepen og skriv navnet på godbidderne ned. Luk katten ind - og giv hver type mad et nummer alt efter hvilken rækkefølge din kat spiser det i. Nu har du en god liste over, hvad netop denne ene kat foretrækker. Har du flere katte vil du opleve, at der sagtens kan være forskelle.

Med tiden vil du ofte opleve, at når din kat først forstår princippet for klikkertræning - at dens egen adfærd har betydning samt at det er en rar aktivitet - så vil den ofte begynde at tage andre/flere godbidder og enda arbejde for kæl, ros eller legetøj.

Det er som om at der simpelthen går hul på bylden, og alene det at træne er forbundet med så mange positive oplevelser, at katten går på en art kompromis med, hvad du belønner med. Dette gælder dog ikke alle katte, og du skal huske, at hvis du ikke får mere af den ønskede adfærd frem i træningen, så er katten hverken dum, stædig eller ikke i stand til at træne. Så er det fordi det du giver den som løn ikke er en forstærker i kattens øjne - og så må du som træner finde noget bedre.

Ingen kommentarer: