mandag den 12. juli 2010

Sådan indlære du klikkeren

Klikkertræning er et fantastisk redskab til at træne katte. Det, der gør katte svære at træne, er at de hurtigt bliver mætte, træner skal være meget præcis i sin timing og der skal falde en belønning straks - eller mister katten motivationen og går. Klikkertræning er som skabt til katte.

Før du kan begynde at klikkertræne din kat, skal katten lære at forbinde kliklyden med noget rart.

Jeg tror på at fortælle ejerne, hvad tingene hedder, så her kommer en lidt svær passage for nogle, men læs videre - det er ikke så svært - de svære ord til trods. Løbende vil du støde på dem her på siden igen og igen og blive fortrolig med dem.

Når du lære katten, at kliklyden er lig med noget rart, så arbejder du i fagsproget du med en klassisk betingningsproces, hvor kliklyden (en neutral stimulus) i første omgang ingen betydning har for katten, men får det ved at blive koblet (betinget) gentagende gange med mad (en primær forstærker dvs en forstærker, som ikke først skal indlæres, men som er medfødt forstærkende/belønnende). At indlæringen er klassisk betyder, at den stammer fra forskeren Pavlovs opdagelser med de savlende hunde, og at du arbejder med associationer og følelser - reflekser som både kan være medfødte eller tillærte.



1) Find nogle lækre, bløde godbidder, som din kat vil spise. Vælg nogle rigtig gode godbidder, som katten ikke får normalt. Skær dem i ganske små stykker. Katten skal kunne spise dem hurtigt. Det er din kat alene, der bestemmer, hvad den synes er en belønning. Hvis din kat ikke er interesseret eller sulten nok, så skal du først finde ud af, hvad der motiverer din kat. Prøv dig frem. Ved katte kan denne del være den sværeste. Har du først fundet din kats løn, så ligger verden åben. Alle kan lære at træne katte - det handler om at finde den rigtige belønning for den enkelte kat.

2) Når du trykker på klikkeren, så siger den Klik-klik. Dette svarer til et klik, og det er en måde at markere en ønsket adfærd på. Klik altid kun en gang, og giv altid katten en godbid lige efter. Undlad at klikke og fodre samtidig. Forskningen viser, at det lærer katten ingenting ved. Rækkefølgen er klik - godbid, vent, klik-godbid, vent, klik-godbid - 1-2,vent, 1-2, vent, 1-2, vent.

Der må ikke gå lang tid mellem klik og godbid - især ikke i starten. Ikke længere end det tager for dig at udtale 1-2. Klik-godbid.

3) Tag katten ind i rummet og hold klikkeren i den ene hånd. Hav dine godbidder inden for rækkevidde på en tallerken eller i en taske om livet. Hold dem ikke i hånden, for så risikerer du at lære katten kun at arbejde, når du holder dem der. Grib først efter en godbid, når du har klikket. Dette kan være svært i starten, og du har måske behov for at øve det uden katten først, for at få bevægelsen lært hos dig selv.

4) Begynd indlæringen. Klik og giv en godbid. Gentag 5 til 10 gange alt afhængig af kattens motivation og sult samt størrelse/alder. I starten er du ikke ved at træne noget specielt. Du afventer derfor ikke en bestemt adfærd, før du klikker og giver godbidder. Vær opmærksom på, at bevæge dig omkring, så katten ikke sidder eller står eller ligger i samme position hele tiden - så lære du nemlig katten det samtidig med, at du lære den kliklyden, og da den belønnes for position mange gange her i starten, er det svært siden at rette op på. Jeg har sådan en kat, der ligger samme sted for det er hun blevet belønnet for mange gange af mig. Katte gør det vi lære dem.

5)Hold pauser ind imellem, hvis du kan se, at katten bliver træt eller slår fra. Hvis katten går undervejs, så afslut blot - det er helt OK. Klikkertræning er mentalt mere trættende end vi forestiller os. Afslut med Frisignal og læg klikkeren væk. På sigt vil katten lære at Fri betyder, at nu er træningen slut. Gentag denne træning i 5 dage i træk, så vil du se din kat begynde at kigge sig omkring eller på dig i forventning om en belønning næste gang, du klikker.

Når det sker, er kliklyden indlært (betinget).

Når kliklyden er indlært, så er det et stærkt redskab i træningen. Modsat rose-ord som dygtig, så efterfølges klik-lyden altid af en belønning (mad) af stor værdi for katten, mens vi fx kan komme til at sige dygtig til vores katte i dagligdagen uden at give dem en belønning. Sørg derfor for, at klikkeren ikke bruges fra nu af uden, at katten får dens belønning lige bagefter. Hvis du har børn, så læg klikkeren væk, så de ikke klikker med den til katten, uden at give godbidder. For så mister den lyd sin værdi.



Lad dig ikke slå ud, hvis det er svært at anvende klikkeren i starten. Som med al anden træning, så kræver klikkertræning øvelse. Vær ikke bange for at lave fejl - opdag at du laver dem, for det gør alle, og øv videre. Nogle fanger straks det at klikke, mens andre skal øve mere. Jeg øver mig fx meget - jeg er ikke et medfødt klikker-talent, men ved at øve kan du nå langt. Øv dig uden katten, hvis du har behov for det. Kast fx en bold eller anden genstand op i luften og øv dig i at klikke i det øjeblik bolden er ud for bordkanten - luk katten ud imens, så du ikke svækker den association mellem kliklyden og belønningen, som du er ved at skabe.

Hvis du har flere katte, så træn med en kat af gangen - luk de andre væk - men husk at gå hen og kaste godbidder ud til de katte, der venter også ind imellem. At vente i ro er en meget brugbar øvelse at lære en kat. Mange katte begynder at kalde, når døren lukkes - Læs mere om dette emne i artiklen om at vente i ro.

God fornøjelse!

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det er simpelthen så godt at finde en side der rent faktisk bruger klikkertræning til katte... thumbs up, herfra ;o)