lørdag den 23. oktober 2010

Lær din kat at berøre en target

En af de første øvelser, som jeg anbefaler nye kattetrænere, er target træning. En target kan være hvad som helst, som anvendes i træningens første faser for at fokusere katten og lette indlæringen. Der findes rigtige target sticks, som man kan købe på nettet og hos nogle dyrehandler, men en target kan også være din egen finger eller en musemåtte, en skammel, en hylde, en fluesmækker - ja faktsik hvad som helst.

Hvis du skal lære din kat at gå fri ved fod som en hund, så kan du endda lære den en skulder-target dvs at du klikker katten for at dens skulder berører dit ben. Herefter flytter katten med dit ben uanset hvor du går og står.

Fordelene ved target træningen er, at du kan fokusere katten på en given opgave, uden at forstyrre dens indlæring ved at holde selve godbidden hen foran dens næse. Gør man det, så er der tale om lokning, mens target træning snarere kan beskrives som at guide katten i den rigtige retning. Når en kat ser mad foran næsen, så tænker den ikke på ret meget andet, og lokning har generelt slet ikke samme gode indlæringseffekt som når katten selv deltager aktivt tænkende. Jeg skriver snart en artikel om lokning. Så kan du sammenligne med target træningen.
Her er en video, hvor en af mine katte viser target træning - først på min finger og senere på en stick.

Jeg siger TOUCH på disse klip, da katten allerede har prøvet adfærden før. Hvis du skal starte din kat i dette, så vent med at sætte signal på adfærden, indtil katten har forstået, hvad den skal. Se artiklen om at Sætte signal på en adfærd.

Her er videoen:

http://www.youtube.com/watch?v=siFQdI5nWds&feature=player_embedded

Og her er en video af tiger, der laver target på en bold

http://www.youtube.com/watch?v=Oulz044ACDU&feature=related

Fordelene ved target træning er mange. Som med alt andet inden for klikkertræning, så kan adfærden bruges til at lave tricks med katten med, men der er også altid en alvorlig side. En tiger er umulig at holde og tvinge nogle steder hen, og de tåler ikke narkose ret godt. Ved at lære tigeren at berøre en bold, så kan dyrepasseren flytte dyret rundt fra bur til bur og op at stå og ned og ligge uden at bedøve dyret. Ved at lære tigeren at holde skulderen mod buret, kan man endda tage blodprøver uden bedøvelse. Target træning bruges også til at kigge tænder, klippe kløer og meget mere - alt sammen ting, som du naturligvis også kan lære din kat derhjemme. Jeg vil i senere artikler beskrive hvordan.

Mens man måske i en periode kan slippe af sted med at tvinge en tamkat til noget, men aldrig med en tiger, så husk på, at det er akkurat lige så ubehageligt for en lille kat som for en stor at blive tvunget til noget. Og hvorfor skulle du dog også vælge tvang, når du af frivillighedens vej, kan træne din kat til disse ting?

God fornøjelse

MVH Helle

Ingen kommentarer: