lørdag den 23. oktober 2010

Stop katten i at smutte ud af hoveddøren

Mange katteejere af indekatte oplever, at deres katte vil løbe ud af døren, når de åbner den. Da de færreste indekatte nogensinde har set en bil, er det naturligvis ikke ønskeligt.

Jeg har indekatte med adgang til to store løbegårde, og nu har jeg lært min maine Coon Nanoq at sidde på en træhylde og vente, når jeg går ud af den gård, der er bygget til kattene i min lade. De har adgang til den via en kattelem, så de selv bestemmer, om de vil være derude eller inde, men Nanoq mente, at han skulle med mig helt ud.

Da jeg ikke vil straffe mine dyr og slet ikke for noget, som de ikke forstår, hvorfor de ikke må, valgte jeg at lære ham en alternativ adfærd i stedet - en adfærd, som er umulig at udføre samtidig med at løbe ud af døren.

Jeg gjorde følgende:
Skar en træplade ud og lagde på gulvet i laden, da det er i det rum han udviser den uønskede adfærd. Herefter klikkede jeg ham for ALT, han gjorde omkring, på, ved pladen. Gradvis øgede jeg kravede for, hvad der udløste klik og godbid, og til sidst gav det kun klik og godbid at sidde PÅ pladen.

Så satte jeg signalet på. I dette tilfælde synet af døren, der går op.

Jeg gjorde det sådan her:
Nanoq satte sig på pladen på gulvet - jeg åbnede døren SAMTIDIG, klikkede og kastede en godbid.
Dette gentog jeg indtil han var stabil i at blive siddende. Rejste han sig, så lukkede jeg bare døren roligt, og ventede indtil han satte sig der på pladen igen. Det fandt han hurtigt ud af ikke virkede.

Så begyndte jeg at åbne døren, FØR han satte sig og gradvis med større og større tidsintervat mellem døren, der blev åbnet og katten, der satte sig på pladen. Hver gang han satte sig, efter jeg havde åbnet døren, udløste det et klik og godbid.

Da han udviste den ønskede adfærd flydende - dvs hver eneste gang uden at tøve - så tog jeg en boremaskine og satte hylden op ved døren.



Jeg valgte denne oppe i højden løsning, da jeg gerne vil have ham deroppe, så jeg kan overvåge, hvor han er, når jeg går ind med poser osv.

Det tog 3 dage med 6 sessioner af 1 minut hver hver at lære Nanoq dette. Og inden nåede han at have succes med at løbe ud 2 gange for mig. Det er ikke sket siden. Jeg har ikke haft brug for at straffe undervejs, faktisk har jeg ikke sagt et ord til min kat i denne træning - kun klikket og kastet mad og åbnet døren igen og igen.

Hvis man ikke vil have en hylde, så kan man naturligvis også lære katten at gå hen i en kurv og sidde og vente eller på et tæppe. Husk at fjerne den ting du vælger til at sidde på, mens du indlære adfærden. I starten SKAL det give klik og godbid HVER GANG, at katten sætter sig det ønskede sted - ellers mister siddepladsen sin værdi.

Hvor god din kat bliver til at sidde på dens plads og vente afhænger naturligvis af kattens klikkererfaring samt hvor god du er til at time klik og godbid samt læse katten undervejs. Ingen redskaber er bedre end de, der holder dem i hånden. Dette er derfor ikke en metode, der nødvendigvis kan bruges af alle.



Men herhjemme virker den bedre i min mave end vandsprøjt, råb og sparken ud efter katten på vej ind. Og jeg er sikker på, at Nanoq er enig.

Ingen kommentarer: