lørdag den 23. oktober 2010

Når der skal signal på en lært adfærd

Et signal er det, som man før i tiden kaldte en kommando. I klikkertræning er signalet grønt lys for katten til at få lov til at udføre en given adfærd, som den har lært. Da træningsmetoden er af positiv art, så vil det at høre signalet i kattens sind forbindes med noget rart.

Da mange øvelser fri formes (frishapes) og ikke lokkes frem med godbidden i hånden, kan træneren vælge mellem mange flere signaler end ved lokkemetoden. Ved lokkemetoden bliver den bevægelse, du laver med hånden i starten ofte til signalet senere. I klikkertræning er det katten, der arbejder - og du har derfor større valgmulighed for signaler.

Et signal kan være mange ting. Det kan være noget, du siger - fx Sit. Eller en bevægelse du gør - fx at løfte dit ene ben op. Eller det kan være noget i omgivelserne - fx en skammel, som du via target træning har lært katten at sidde på. Det kan også være lugte og lyde fra omgivelserne - og så nogle vi ikke kan se og lugte, alene fordi vi ikke er katte. Mange af disse signaler skal en træner derfor lære katten at ignorere.

Da katte er meget visuelle, reagerer de ofte bedre på signaler, de kan se, fremfor dem du siger til dem.
Der er ingen grund til at køre med dobbel konfetti og både sige SIT og give et håndtegn til det, men mange vælger at gøre det alligevel - ofte uden helt at tænke over det.



Når du skal vælge et signal til en adfærd, som du er ved at lære katten, så sørg for at det ikke kan forveksles med andre af dine signaler. Jeg har set en kat, der ikke kunne dække, men som løb væk hver gang, ejeren forsøgte at sætte signalet på. Det sære var, at katten gerne ville udføre adfærden, når ejeren ikke sagde DÆK, men så snart ejeren gav lydsignalet DÆK, så løb katten sin vej.

Det tog mig lidt tid at finde ud af årsagen. DÆK lignede simpelthen ejerens skæld ud ord VÆK for meget. VÆK blev i dette tilfælde brugt, når ejeren skulle lave mad, og katten sprang op på komfuret.
Da ejeren valgte et nyt signal for DÆK, så lærte katten at lægge sig på dette signal uden problemer.

Når du klikkertræner, så siger du ikke noget - eller det bør du ikke gøre - selvom det kan være svært for os mennesker, der elsker at snakke. Hvis du snakker, så forstyrrer og sænker du kun indlæringen på de tidligere stadier. Signalet sættes altid først på til sidst.

Lad os sige, at jeg vil lære en kat at sætte sig på kropssignalet: "Jeg klør mig i håret". Det gør jeg på følgende måde:

1) Lær katten at berøre din finger som target.
2)Før fingeren hen over kattens ansigt - klik og giv godbidder for alle tilnærmelser til at sætte sig dvs at se op, at bøje i ryg og bagben og til sidst at sætte sig ned. Form adfærden frem.
3)Vent og se om katten tilbyder sit selv. Anvend ellers din finger som guide et par gange til. Fade fingeren væk hurtigt - ellers bliver den dit signal.
4)Når katten tilbyder at sætte sig flydende - dvs stabilt igen og igen og uden at tøve - så begynder du at klø dig i håret SAMTIDIG med, at katten sætter sig ned. Gentag et par gange.
5)Nu begynder du at klø dig i håret LIGE FØR, at katten sætter sig ned.

Hvis katten sætter sig uden, at du har kløet dig i håret, så udløser det ikke klik og godbid. Så snart katten rejser sig, klø dig da i håret og klik og giv katten godbid, så snart den sætter sig igen.

Gentag indtil katten kun sætter sig, når du klør dig i håret.

Sådan sætter man signal på en adfærd.

Her på siden kan du læse artiklen om Stop katten i at smutte ud af døren, hvor jeg har lært min ene kat at sidde på en hylde på signalet: synet af døren, der åbner.

Signaler kan derfor være mange ting, og der kan sagtens være mere end et signal på en adfærd uden at træneren ved det. Nogle gange er det heller ikke de signaler, vi tror, katten reagerer på, som den rent faktisk reagerer på.



Mange tror deres kat sætter sig, fordi de siger SIT. Tester de det ved at ligge sig ned på gulvet og sige SIT, og katten så sætter sig, så har de ret. Gør den noget andet, så er det ikke lydsignalet, der får katten til at sætte sig ned, men noget andet - måske en måde træneren står på, bøjer sig osv.

Signaler er både med til at gøre det lettere og sværere at træne dyr. Signaler skiller fårene fra bukkene, men du skal ikke lade det skræmme dig væk, at det er svært at lære i starten. Med tiden bliver du bedre og bedre. Som med alt andet i kattetræning, så skal du øve dig.

Hvis du løber ind i problemer i din træning, er det første du bør overveje altid dine signaler. Film dig selv træne katten, og se hvor mange signaler du kan finde på hver enkel øvelse. Selv erfarne trænere kan blive meget overraskede.

Du kan naturligvis gøre katten mindre følsom over for, hvordan du står, ved ikke altid at stå og sidde på samme måde i træningssituationen. Varier dit kropssprog, skift stilling undervejs og træn katten i flere forskellige rum og miljøer (og uden for hvis du kan det). Så bliver din kat mere sikker i præcis, hvilke signaler fra dig den skal reagerer på, og hvilke den ikke skal.

Det er altid kun katten, der er på skolebænken i klikkertræning, og når det kommer til signalerne, så er det i højere grad dig som dens træner, der skal lære.

Ingen kommentarer: